Generalforsamling: 10. september 2020

Der var kun mødt 10 medlemmer op til Generalforsamlingen. Allan blev valgt til ordstyrer. Formanden Merete berettede om det forgangne års møder. Der var medlemmernes egen aften, Susanne Rasmussen om nipsenåle, auktionen i november, december handlede om julekugler med forskellige udformninger og indhold samt den uhyggelige fortælling om Islands 13 nisser og en stor kat fortalt af Lenes kusine, Mai. Januar holdt Lars Topgaard et meget spændende foredrag om fængselslegetøj og produktionen af det. Februar et forrygende emne om ovne og komfurer og kaminer. Derefter fulgte Corona-nedlukningen som medførte, at tre møder desværre måtte aflyses.

Derefter aflagde Trine regnskab for 2019/2020. Leje af mødelokaler koster pr. år 6.750kr. Da vi ikke skulle betale lokaler de 3 gange fra marts, bliver de godtgjort denne sæson 2020/21. For det sparede beløb for lokaleleje blev  der holdt afstemning om valget mellem 1) at nedsætte kontingentet som nu er på 260kr eller 2)om vi skulle undlade at betale de 10kr for kaffe og kage på mødeaftenerne. De fremmødte valgte at slippe for betaling af kaffe og kage, så kontingentet forbliver på 260kr.

Indtægterne var lidt mindre i år men det skyldes de 3 manglende aflyste mødeaftener. Overskuddet var kun på 462kr. Formuen er stadig på 27.930kr. Regnskabet blev godkendt trods manglende underskrift fra revisor Britta Kristiansen. (Underskriften kommer senere)

Derefter blev der afholdt valg af bestyrelsesmedlemmer.  –  Helle Heimark Rosted blev genalgt til næstformand. Trine Nylander igen til kasserer, vil gerne afløses, hvis en anden vil overtage regnskab. Lene Priem Pedersen genvalgt til redaktør, Lene Darlie Pederen genvalgt som suppleant, Britta Kristiansen var ikke til stede, men genvalgt som revisor, suppleant revisor blev Allan, idet Linda Frost var fratrådt.

Emnet auktion blev taget op. Der var enighed om at der skulle strammes op, så auktionen kunne afholdes på kortere tid. Det drejer sig bl.a. om at starte på præcist tidspunkt og det drejer sig om at tage emner med, som har en reel mulighed for at blive solgt. Det har vist sig at donationerne giver større indtægt end selve auktionen. Bestyrelsen vil internt tage emnet op til nærmere drøftelse.

Under evt. blev det nævnt at det var en god ide at skrive en lille notits om årets mistede medlemmer.

Derefter gik vi over til en god snak om de dejlige børnebøger, som blev læst i 40-erne og 50-erne. Gengangere var ”Palle alene i verden”, ”Flugten til Amerika” Chr. Winther, ”Mis med de blå øjne,” Pippi Langstrømpe”, Kaalunds Dyrefabler”, ”Den uartige Caroline”, men ofte huskedes bøgerne mest på grund af tegningerne. Især Elsa Besekows bøger, Ib Spang Olsen, tegninger af Collin og Ungermann. Der var svenske søde bøger om ”Trädgårde”, Der var gode bøger som ” Tudemarie”, og Sussi bøgerne, Mumi-bøgerne, Tarzan og Jan bøgerne. Og ikke mindst ”Peters Jul”.  Anne havde en bog med af selveste Fyrstinde Olga med smukke tegninger, ”De 3 hvide Bjørne”, samt en bog købt i London ”Toy Book” med skønne cromo litografier og meget smukt indbundet.

Stemningen var god under corona-trygge forhold med sprit til hænderne og stor afstand ved bordene. Der blev hilst velkommen til det nye medlem, Inge Jacobsen, som har beskæftiget sig meget med bøger. Kringle og kaffe var der rigeligt af.

Tina