SNURRETOPPEN – 14.juni 2022 – ”Hvad samler vi også på”.

De 17 medlemmer havde rigtig været i skabe og skuffer efter deres spændende samlinger. Trine bød velkommen og efter kaffen blev der forklaret og fortalt.

Merete fortalte om Märklins Mini.club tog, som hun havde erhvervet i nabolaget til en fordelagtig pris. Foruden det meget søde lokomotiv, var der de kønne små vogne, Carlsbergvognen og ladvognen, som kunne suppleres med julevogne med aftegning af julemandens kane. Jernbaneforstanderens nål i blusen manglede heller ikke. Rie havde en sød samling af saltkar og en fin samling Cloissoné, lige fra små æsker til vaser, desuden gamle smukt indbundne bøger med guldtryk af engle eller eventyrfigurer som pryd på forsiden. Fine at have stående i række på en hylde. Nina havde taget en af sine 25 Citroên CV 4 biler med. Den var lysegul og det blev pointeret at den havde runde lygter. Senere var lygterne firkantede. Desuden dekorative dromedarer og kameler af mærket Reisler.

Ries samling af Cloissoné,

Birgit havde en samling af de dejligste små porcelæns- og glas-parfumeflasker. Et hovedvandsæg, en leddelt fisk med røde sten som øjne. Duftesvamp i det ene rum, og hvis man hev i torskens hage, var der endnu et rum til en mønt. Der var blomsterbemalede kgl. porcelæn 8-kantede flasker, farvede glasflasker med metallåg, to små særlig yndige flade porcelænsflasker med hund og abe med et glas i hånden. En lille hjerteformet bisquitflaske med hank. Nogle var endda til at hænge om halsen som et smykke.

Annes smykker med Marcasit-sten

Foran Anne blinkede smykker med Marcasit-sten (en halvædelsten) som diamanter på en fløjlspude. De var flotte og iøjnefaldende, en papegøje og søstjerne med emalje var spændende. De var populære i 1920-40-ernes Art Deco tid. De kan stadig opspores i Sverige og England. Desuden havde Anne en glassamling af vaser, glas på stilk og kander i kønne farver, som tilbehør til dukkehuse.

Birthes hattenåle

Birthe har samlet på hattenåle siden det pludselig havde vist sig, at det var hendes venindes mor, som gik og promenerede med de store hatte. De blev holdt forsvarligt fast på håret af meget lange hattenåle. Anne kunne supplere at hattenåle-lignende pile i sølv, ca. 12cm, hvor spidsen af nålen kunne låses med en lille låseskrue var til at holde en knold i nakken på plads. Bodils samling af snemænd, som var af træ, pap eller vat var festlige. Man har vel lov til at være i Julens tegn hele året.

Bodils snemænd.

Lene P. havde som gave fået et yndigt armbånd fra Italien med led af millimetersmå brogede glassplitter som sættes i mønster som blomsterdekorationer. Nogle af disse er helt enestående brocher, ofte formede som en citar eller buket. En særlig nål var af Peterspladsen fra Rom. Desuden havde Lene en samling mini-lommeknive. Rosenkranse er kønne, især hvis man køber dem af nogle katolske nonner helt ovre fra den østlige del af Tyrkiet.
Tina havde på auktion erhvervet et sølv servicesæt med tilhørende bakke i dukkehusstørrelse. Flere teskeer med bl.a. figur af Napoleon. Desuden små dåser i sølv eller metal. Lene B. havde samlet en del rav ved kysten af sit sommerhus, men det var lykkedes hendes mand at finde en stor klump. Den var blevet slebet som en flot engel af en kunstner og Lene havde fået den som gave. Tre rav-agern var meget dekorative.

Lenes ravfigurer.

Trine havde været på Møn og fundet en stor flot oval flad æske med 20-er pige. Formodentlig en chokoladeæske og fransk, da der lå en fransk jernbanebillet inden i den. Der var søde svenske julekort og bordkort samt foldeud nisser med halmbukke. Nogle gamle, nye kan købes i den svenske kirkes årlige julebasar. Et kort med Beatles med skoleskema på bagsiden, var morsomt.
Det blev en lærerig aften – man kunne knapt nå at studere alle de spændende genstande.


Tina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.