SNURRETOPPEN – Auktion 10. nov. 2022

Der var travlhed, både ved bordet, hvor auktionsgenstandene blev lagt ud i nummerrækkefølge, ved auktionariusbordet med klargøring af sedler og indsamling af køb, og i køkkenet, hvor der skulle laves kaffe og smørrebrød. Der var 22 medlemmer i alt. Anne auktionarius, Trine holdt styr på aftenens fortjeneste, Anne B. og Lene D. var hentere, Lene P. indkasserer, Lene Darlie kaffen og Tina ved baren og referat. Olaf indledte med at gøre opmærksom på at der til julemødet vil blive valgt en favorit blandt vores yndlings-julebøger. Husk også gave uindpakket til bankospillet.
Som sædvanlig gik det lidt trægt i begyndelsen, selv rigtig gode lot, fandt knapt en køber. Fint Brio og Fischer Price baby-legetøj gik for kun 25 kr. To små kurvestole gik for 60kr. Søde gamle dukkehusmøbler gik ud. Sød metalvægt til købmandsforretning for kun 65kr. gik ud. Yndig kurv med nipsenåle, for kr. 200 gik ud. Gode gamle eventyrhæfter og Anders And, tegningerne og historierne i de gamle blade er som bekendt bedre end de nye, gik ud. Kønne Heubach/Köppelsdorf dukker til ca. 200kr. gik ud.
Så kom der mere gang i den, hvor lottene blev budt op. En flot detaljeret mindre træborg gik for 150kr. Påklædningsdukker gik for 300kr. Gravhundekort for 40kr. Spændende æske med gamle metalfigurer gik for 155kr. Clevin Legebog for 40kr. Smukke gamle lykønskningskort 80kr. Glansbilledalbum 140kr. Fletstol med sød dukke gik for 125kr. Søde dukkesko, hvor nogle gik ud og andre fik hammerslag. Lille Armand Marseille dukke med yndig kjole og sko, 20 cm, gik for 150kr. Stofdyr, der boede i træstub gik for 75kr. En køn større dukkevugge i træ gik for 100kr. Meget charmerende dukkekosteskab med bl.a. metalspand gik for75kr. Lego-System byggeplade med selveste Kjeld Kirk som dreng gik for kun 200kr. Mange gode bøger gik for omkring 50kr. To hvide yndige batist kjoler gik for 125kr. Meget flot julehus med indhold og dør gik for 475kr. Briohund og brandbil gik for 200kr. Gammel æske med nisser og gammelt smukt julepynt gik for 180kr. Der var ikke interesse for modelbiler. 32 bondegårdsdyr gik for 75kr. Kinesisk tedåse 50 kr.
Herefter kom vi til donationerne. Her går det det altid livligt for sig, idet køberne selv sætter prisen. Bamse med godnatsang ved at trække i en snor 30kr. En flot Harlekinfigur 20kr. Strygebræt og strygejern 25kr. Der var rift om julekrybbe af porcelæn, gik for 25kr. Rød kuffert 10kr.

Finsk dukke i nationaltøj 10kr. Heubach-dukke 60kr. Brevpapir 10kr. Den kendte Jumeau bog for kun 30kr. Nogle dejlige gamle familiefotos gik for 40kr. Bøger med julepynt, juleklip-, hjertebog, for hver kun 5 kr.
Det var en livlig aften hvor mange bød over hinanden og mange købere gik hjem med en god ting ud af de 70 numre. Omsætningen var rimelig i forhold til antal fremmødte. 10% af salget går til klubben.
En hyggelig, festlig og spændende aften, som vi ikke kan undvære. Det var Mortens aften, man kan håbe at flere møder frem næste år.

Lidt billeder fra auktionen


Tina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.