Snurretoppen 14. marts 2019 – Dåser v. Trine Nylander.

Dåser var rigtig godt emne. Trine havde fyldt flyglet med sine mange spændende dåser. Ingen kan lade være med at købe gamle eller nye dåser med kønne afbildninger eller præget forside, når man ”falder” over dem.

Trine holder foredrag

I bladet ”Antik og Auktion” var der en god artikel om gamle juledåser helt tilbage fra 1810. Dåser var en vigtig opfindelse. Soldaternes forsyninger kunne beskyttes mod rotter. Hidtil havde konserveret mad været på tunge skrøbelige glas, nu var det meget lettere at få forsyninger frem i god behold. En franskmand fandt på konservesdåsen, og en englænder tog senere patent på dåser. Der var behov for dem hos Royal Navy. Beauvais opstod i Danmark 1860. Dåser i alle størrelser blev brugt inden for alskens brancher. Trine havde en lille dåse med slankepiller ”Askeletter”. En anden smuk dåse fra chokoladefabrikken ”Elvirasminde” Århus, med Spangsbergs luksus flødeboller. Kendt fra husholdningen var Winston Bonevoks gul bund med rød skrift, fra Esbjerg Farve og Lak-fabrik, med brugsanvisning på bagsiden. Flot dåse fra England (1919) med kvinde i silkedress, (Dainty Dinah) præget på forsiden, indeholdende karameller. Man kan kende de ældste dåser på at de har en ufærdig kant, som man kan skære sig på.

Nobel og Obel brugte dåsen som smart emballage for deres tobaksvarer. En af dåserne var flot dekoreret på forsiden af Trines far, med indvendig lomme indbygget, til at holde cigarerne. Nogle, især fra Holland, havde et billede på indersiden af låget. Populært er i øjeblikket små dåser med cykelreparations-værktøj. En blev kendt som ”Den Seje Jyske”, en dåse med hul i låget til ventilgummi. Dåser til knappenåle med hulning i låget. Desuden de kære små grønne dåser med grammofon-nåle, ”His Masters Voice”.

Gerhard og Liva, ser på Gerhards dåser.

Kendte dåser er de kinesiske tedåser i farverne sort bund med kinesere i guld og røde farver. De kunne fås hos Søstrene Greene, hvor det var svært at kende en ny fra en gammel. Mange kan huske Kakaodåsen fra Droste. Marie-dåserne havde fået navn efter Zar Alexanders yngste datter, og den danske kiksefabrikant Jensen & Møller fik lov til at bruge navnet. Irma havde tidligere blå dåser med Irmapigen. Den første Irma-kunstdåse havde motiv kreeret af Arnoldi. Der var en særlig flot Rundetårn-dåse. Eftertragtet er ”Olgadåsen” med forlovelsen 1922 af prinsesse Olga fra Grækenland og Fr. IX, også fra ”Elvirasminde”.

Nogle af Trines dåser.

Nye dåser er også værd at kikke på, f.eks. dekoreret af Mads Stage, eller med julekort. Turisterne køber ”Danish Cookies” i dåser med Den lille Havfrue. Småkageeventyret startede med Karen Wolffs småkager, som startede sin succes i Hellerup 1890.

Desuden fortalte Gerhard, Anne og Ulla om yndige 4 eller 6 kantede miniature tedåser til købmandsforretninger. Små muselmalede dåser til dukkekøkkenet. En meget sjælden dåse fra Østen. En dåse formet som kommode foret med plys til flasker og dåser som pengeskabe. Trine fortjente sin flaske vin og gavekort til Irma. Tak for en inspirerende aften.

Tina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.