Legetøjsbutikker i København v. Olaf Hermansen

Vi var 21 fremmødte og fik en hyggelig aften med Olafs foredrag om legetøjsbutikker som i 50-erne var et helt slaraffenland for små piger og drenge. Olaf huskede den første forretning på hjørnet i Vanløse med udstillingsvinduer med biler. Som 5-årig flyttede Olaf med familie ind bag Kgs. Nytorv i København, i gåafstand til stormagasinernes mekka for legetøjsafdelinger. Oluf holdt meget af biler og Magasin blev den foretrukne legetøjsafdeling med de mange Tekno-biler. Tog var også i høj kurs dengang, og alle stormagasiner med respekt for sig selv havde en modeltogbane med Märklin tog. Desuden var der Illums og Anvas afdelinger. Fordelen ved Stormagasinerne var at man som barn godt kunne gå rundt og se på alle genstande, mens man i de små forretninger ikke bare kunne gå ind og kigge medmindre man ville købe noget.

Olaf.

Der findes ikke mange fotos af forretningerne, men Olaf kan tydeligt huske indretningen af dem. Den bestod af ofte udhængsskabe på hver sin side af indgangsdøren. I de store husblokke bestod forretningerne af et forlokale i gadehøjde, hvor ekspedienten/ejeren havde overblikket. Baglokalet lå ofte forhøjet, da der under neden var en høj kælder.

På Vimmelskaftet lå Thorngren, tidligere der hvor La Glace ligger nu. De var gode til at lave reklame for sig selv. Bl.a. var deres telegramadresse ”Julemanden”. Olaf kunne huske at der var en elevator med en Piccolo som førte op til 2. og 3. sal med masser af pige- og drengelegetøj.

En anden kendt legetøjsforretning Rønberg lå i St. Kgs. Gade. Oprettet i 1940 af Johannes Rønberg. De havde egen import fra Østen. En moderne forretning med kasse ved udgangen. – I Købmagergade lå Børnenes Bazar. 1955 -70. Alle disse forretninger lukkede i 1980-erne eller blev solgt til BR-Legetøj. Men i Bredgade kan vi stadig se Kay Bojesens soldat stå foran hans forretning i kælderniveau. Tidligere med rigtigt trælegetøj nu mere med Dansk Design.
Uden for København lå Schous Sæbehus. Mange forretninger solgte legetøj ved siden af andre varer, f.eks. boghandlere og China House. En kendt legetøjsforretning i Århus ved banegården er ”Tante Laura” som stadig eksisterer. I Nykøbing Sj. ligger Danmarks ældste forretning ”Geppels”.
Vi kan stadig se en af disse gamle forretninger som lå på Peter Bangsvej ved at se Dirk Passer filmen fra 1969 ”Sjov i Gaden”. – Oluf har stadig sin fine samling af biler- ingen bliver smidt ud.

Lene P. fortalte om en dejlige legetøjsforretning ”Lisko” på Frederikssundsvej, hvor det havde været en stor oplevelse at måtte vælge en af de største ”glasdukker”.

Dukke Hanne.

Gerhard havde taget en meget spændende og sjælden Tekno samling med. Det var tankevækkende at de var fra lige efter 2. verdenskrig, en blå Skraldevogn, en hvid Røde Kors ambulance, en lastbil med generator, man havde faktisk en brændeovn til bøgetræ, som så holdt motoren i gang med gas. Det gjaldt især busser og taxaer, som man ofte kørte rundt med en sæk brænde på taget. Desuden havde han en flot samling soldater i Lineol.

Gerhard.

Dejlig at mindes de store øjeblikke fra barndommens slaraffenland.


Tina Baunsgaard

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.