SNURRETOPPEN – 13. oktober 2022 – Dukkens Rejsekuffert v. Anne Friis.

Anne havde pakket sin store taske ud og fyldt bordet op foran sig med virkelig sødt og sjældent tilbehør til dukker.
Der var nogle få fine dukker, de fineste kjoler med tilhørende yndigt undertøj. Dukketøjet er en betydningsfuld del af dukkens værdi og det første man gør, når man har erhvervet en dukke, er at se om den og tøjet hører sammen fra samme periode, ellers må man lede i sine skuffer og finde det tidssvarende dukketøj frem. Det er en stor hjælp at bruge påklædningsdukker som stilindikator. Sko og paryk er det næste som skal passe til helheden. Anne havde som illustration taget en køn dukke med, som hun havde haft held til at omskabe til en original dukke fra inderst til yderst. Et godt tip er, at har en dukke kun en kedelig kjole, så kan et sødt forklæde gøre en stor forskel.
To små gamle egetræskister med håndsmedede hanke og beslag egner sig til at opbevare dukkernes tilbehør. Lige fra adskillige kjoler, undertøj, nattøj, sko, muffediser, vifter, endda en lille bog af H.C Andersens ”Historien om en moder”. Uundværligt var også et korset til at snøre livet ind til en hvepsetalje. Der var ofte lagt stor omhu i at gøre dem pyntelige. Der fandtes også kviltede underskørter og under det en ”uldklokke”, når kulden bed. Nathuer og kyser fandtes i de fineste blonder.

Den skønne rejsekuffert.


Det er nemmest at finde tilbehør til dukker i størrelsen 25-30 cm. Anne havde medbragt et servantesæt i malet blik, møbler, tasker og hatte til den størrelse. Sko er et helt kapitel for sig. Der var detaljerede håndsyede støvler med formede hæle, pariserringe til snørebånd, samt herresko med randsyede såler, formentlig brugt som udstillingsgenstande i et skomagervindue.
En kær ting var en skiveboks med låg indeholdende blækhus, penne og kalender. Desuden en toiletboks med yndig børste, pudderæske i celluloid, ca. 1870 og parfyme flacon. Smykkeskrin med nål af Alexandra og Edward.
Anne fremviste 2 pegwood dukker (porcelænsarme og ben på en trækrop) med yndige chinahoveder, bøjelige led og flade røde sko. Vi så dejlige fotos af Kgl. Porcelæns dukker. Mærket sidder indvendigt på skjoldet med en prik foran de 3 bølger.

Kuffert og tilbehør.

Birgit havde en kuffert med det Østtyske Fluggesellschaft ”Interflug”-mærkat klistret på forsiden. Indersiden af kufferten afslørede en hel dukkegarderobe med skab, skuffer og tøj. Dukken var en Käthe Kruse type med træhoved. Sikkert fra en lille piges kuffert, som hun havde med sig fra ”afhopning” fra Østtyskland i 60-erne.

Anne Friis

Ina havde en flot æske med en lille herredukke med omhyggeligt håndsyet garderobe som hun selv havde forarbejdet til mindste detalje.
Lene Darlie havde taget udvalgte Barbiedukker med. Lene har nøjagtig styr på hvilke Barbiedukker, fra hvilken årgang, der har hvilket tøj på. En anden skatkiste indeholdt det yndigste ældre dukketøj til små dukker, hver kjole i sin cellofanpose, så man rigtig kunne beskue strikkemønstrene og hulsømme. En god ide til efterfølgelse.
En inspirerende aften og tak til Anne og til medlemmer som supplerer med klenodier og viden om aftenens emne.


Tina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.