Trine bød velkommen til de 14 fremmødte medlemmer. Kaffen var brygget og vi var klar til at høre om sommerens fund. Heldigvis var der mange der havde besøgt loppemarkeder eller købt emner fra auktioner. Anne havde været på Hørsholm Auktionshus og købt et lot på 15 skønne dukker. Efter at have fået lov til at undersøge lottet med særlig interesse for en bestemt drenge-chinadukke med beige porcelænsstøvler, slog Anne til. Som hendes nye dukker stod på bordet, de fleste klædt i Amagerdragter, kunne de have stået i en montre på et museum. To var Armand Marseille, Kjolerne var meget detaillerede med plisserede nederdele i smukt stof, ærmer i mønstret stof der matchede de interessante kysers stof. Desuden en lille Kling nr. 137, med klokken aftegnet. En anden lille dukke havde en ledkrop syet i voksdug. En karakter-drengedukke Alt, Beck & Gotschalck Nr. 1070, ca. 50 cm, var ikke til at stå for. Desuden havde Anne fundet en dekorativ montre med det lille skib i høj sø, passende til et dukkehus. Bodil havde købt en 30cm yndig dukke Alt Beck & Gotschalck damedukke ca. 1875 med et yndigt ansigt, lukket mund og fine porcelænsarme. Absolut bevaringsværdig Lene Byfoged havde to glade fajancegrise ca. 10cm, en med firkantet hul i ryggen, den anden med tre større og mange små huller. Er der nogen som ved hvad de har været brugt til, hører Snurretoppen gerne fra jer. I Odense havde Lene fundet en smuk fransk (Napoleontiden) 1850 beholder på ben med glaslåg til et lommeur, samt en china-dukke med fint ansigt og frisure, som man ikke kunne komme udenom. Gerhardt havde 4 spændende vægrelieffer med køkkener, skåret ud i træ fra Sydtyskland/Østrig. De er dekorative med de mange bittesmå bemalede køkkentilbehør-genstande anbragt på reoler, vindueskarme og borde. Torben havde to Toby krus. Man kunne tydeligt se af de naturlige farver, at de var af god ældre årgang. Nina havde været på loppetorve i Nordsjælland. Et par asiatiske teaterdukker fra 60erne. Bl.a. en DAM Things (Gjøl-trolde) mus med tyk pels, som er en et eftertragtet og dyrt samlerobjekt. I Helsinge en interessant slidt tyrkis hinkesten. Trine havde på Møn fundet et smukt rundt træskrin samt et ældre målebånd (15m) meget tiltalende med patineret læder og messinghåndtag til at rulle målebåndet tilbage. På sit lokale loppetorv en lille dukke, et godt fund til en af Trines forretninger. Sjovt at sælgersken på Møn blev genkendt af Trine som sælger på det lokale loppetorv. I Genbrugsforretning havde Lene Priem fundet en stor Kay Bojesen bog (1886-1956). Den blev solgt for 80 kr. I samme forretning stod de to søde figurer til aftenens senere udlodning. Bojesen figurer er samlerobjekter. Fra en stor samler havde Lenes datter fået en Bojsesen-abe forærende. Ulla havde medbragt en lille (10cm) blå 30-er trædukkevogn, som udstrålede godt design. Lige til en Schuco-bamse. Desuden en 3×4 cm kær trææske med bittesmå byggeklodser, som var meget almindeligt legetøj omkring 1880. Ole havde en lille, men meget køn Grønlænder figur, med omhyggelig detaljeret pyntesyet dragt i fine farver. Inden aftenen var slut, blev der uddelt lodder til de fine gevinster, som Trine og Lene P. havde sørget for i løbet af sommeren. Heldigvis samler vi stadig, men er meget bevidste om særlige fine og sjældne genstande. Tina |