SNURRETOPPENS møde 13. september 2018 – Medlemmernes egen aften

Omkring 30 medlemmer var mødt frem og bordene var fyldt med fund fra sommerens nyerhvervelser. Fortælleglæden var stor om både nye og ældre klenodier. Merete, som på generalforsamlingen i foråret var valgt til formand, ønskede alle velkommen, idet hun glædede sig til den nye sæson og sin nye rolle.

Der blev lagt ud fra en ende. Ved første bord havde Margit gjort et godt fund, en Rosebud negerdukke til 300kr. Den står til en væsentlig højere pris på de internationale ranglister. Lene Byfoged havde fundet en sød kaffekop, med kanter i rødt og guld og med en medaljon af Thorvaldsens engel ”dag” på siden. Hele stellet bliver vist på Frilandsmuseet, når der holdes udstilling i særlige anledninger. Gerhard havde fundet en ”snydeprop” til at stjæle el fra ejendommen dengang i ca. 40-erne.

Liva og Olaf havde været i Coburg, Neustadt til Puppen-festival. (Maj måned). Der er utrolig meget at opleve i de 3 sammenhængende byer. Mange købere, bl.a. fra østlandene, var blevet interesseret i emnet. De største attraktioner er Frankenhalle, og loppemarkedet på torvet i Sonnenburg. Et væld af spændende genstande, man kunne tilmed få reservedele i en gammel fabrik. Liva havde fundet en morsom dukke i hæklet kjole, som var beregnet til dråbefanger fra en dryptud på en tekande.

På et loppetorv i Danmark havde Ole Sejersen fundet en fransk hyrde-dukke fra området Caix. Det var interessant at hyrderne brugte stylter som en almindelig måde at bevæge sig rundt på. Den 3. Stok var for at holde balancen (3 ben). Alpehuen sad på sned og den lille sæk på ryggen indeholdt vin og baguette til frokosten. Annett var samler til kønne Steiff- dyr. En lille håndfuld velholdte kære dyr i små størrelser var taget med. Zebra, giraf, okapi, mus osv. Alle med det gule skilt ”Knopf im Ohr”.

Anne havde i år blot byttet sig til nogle nye ting og havde i øvrigt brugt sommeren til at se sin samling igennem og taget fotos af den. Således havde et enligt meget yndigt eftertragtet hoved fundet sig en fin krop, så dukken i sin helhed blev af høj værdi. Man kan også bytte sig til søde dukkehus ting, en bestik-holder. En køn lille kineser dukke var til opstrengning, men den yndige røde kjole var forsynet med de allermindste små sting langs alle kanter. Desuden havde Anne 3 dåser med hul i låget til fint hækle-garn.

Bodil glædede os med at tage klenodiet med, en Kestner Googli med led i ben og arme. Yndig og enestående. Desuden var der to bittesmå fugle i Wienerbronze, perfekt i bemalingen. En blå hinkesten blev omdøbt til en fransk brevpresse. Men lidt uvist.

Nina havde på et loppetorv fundet en pigedukke, papmache-ansigt fra Finland, ”Martha”, var ualmindelig sød a la Käthe Kruse. Et sødt og glad ansigt, flot forarbejdet. Desuden en omhyggelig hæklet taske med mange detaljer. Ulla havde solgt en del på auktion i London. Bl.a. en Bulldog, som havde givet god indtjening.

Anne Marie havde gjort alvor af at købe et antikt dukkehus på auktion, som havde en god historie. Indholdet fra omkring 1900 var blevet opbevaret hos en ældre tante og var først nu igen blevet forenet hos Anne Marie. Søde dukker, møbler og porcelæn, tæpper, som ville have kostet en formue, hvis det ikke var købt samlet..(Medbragt mange fotos). Anne Maries barnebarn var fascineret af mormors nye dukkehus, men har heldigvis også sit eget. Det viste sig, fortalte Anne Marie, at hun ikke behøvede at være nervøs for at noget skulle gå itu ved de små pilfingre for hendes barnebarn havde en meget bedre motorik end en voksens. En festlig lille æske, formet og farvet som et Dannebrogs flag, havde indeholdt søde glas. Desuden var en morsom hvalfisk i plys anvendt som nålepude.

Helle havde været på det årlige miniature marked i Farum. (Beg. af maj) og havde fundet små vaser af keramik, sød original lille bamse med indsat rundt ansigt .m.m. Et stik i smuk ramme af legende børn med teksten ”Børneakademiet”.   Lene Darling havde en lille samling med flotte og spændende halvdukker.

Trine havde på loppetorv erhvervet en charmerende gammel brandbil fra England med 3 brandmænd (2 manglede desværre). En lille dame i metal samt en kær rød dukkevogn, der lige passede i størrelsen. Et meget godt fund var en æske med bogstav-brikker, så var det nemt at øve sig i at stave og blive den bedste i klassen.

Lenes fund i år var en fantastisk fin italiensk broche. Den var lavet i mosaik med bitte små sten, forestillende Peterspladsen i Rom. I Rüdesheim havde Lene købt en fin lille glas/guldsko, En ældre Klematis bog af Henny Iversen var et helt klenodie. Endelig fremviste Lene en æske med et miniature dukkehus, fremstillet af hendes snilde datter, der på det tidspunkt var 13 år.

Hyggelig aften med godt humør og tak for kaffe og kringle.

Tina

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.